Ferdinand Genähr

Ferdinand Traugott Karl Genähr (* 17. Juli 1823 im Stadtdorf Ebersdorf, poln. Dzikowice bei Sprottau in Niederschlesien; † 6. August 1864 in Hoau, Provinz Guangdong) war der erste Missionar der Rheinischen Missionsgesellschaft in China. Sein chinesischer Name lautet Ye Naqing 葉納清.

Der aus Niederschlesien stammende Ferdinand Genähr stammte aus einer Dreschgärtner-Familie, sein Vater, G.Genähr, war Schneider. Der Vater wohnte gegenüber der Ortskirche, so fand Ferdinand schon in jungen Jahren einen festen evangelischen Glauben. Die nahe Verwandtschaft zu einer ehemaligen niederadligen reichen Bauernfamilie Buchler (Buchwald) festigte seine organisatorischen und sozialen Fertigkeiten. Ferdinand G. lernte zuerst in Sprottau den Beruf eines Buchbinders. Danach war er Aufseher in einer Knabenabteilung in Düsselthal. Hier erlangte er Kenntnisse in der Kindererziehung. 1843 erfolgt der Beitritt zur Rheinischen Mission in Barmen. Hier ließ er sich im Missionsseminar ausbilden. Wurde dann 1846 ins südliche China gesandt, um den oft als „Apostel Chinas“ bezeichneten Missionar Karl Gützlaff zu unterstützen. Dieser hatte erkannt, dass das Evangelium in China nur durch Einheimische erfolgreich verbreitet werden könnte, und dementsprechend bekehrte Chinesen als Volksprediger in alle Provinzen gesandt. Zu ihrer Betreuung forderte Gützlaff von den Missionsseminaren in Basel und Barmen junge Missionare als „Superintendenten“ an. Aus Gründen der Dankbarkeit für die finanzielle Unterstützung aus seinem schlesischen Heimatdorf Ebersdorf /Dzikowice schickte F. Genähr Raritäten aus China. Diese wurden im Genähr-Haus in einem kleinen “chinesischen” Museum ausgestellt.

Als Genähr nach einiger Zeit die chinesische Sprache verstand, erkannte er football sock ties, dass ein Großteil der sogenannten chinesischen Volksprediger lediglich auf das Geld aus war und die Europäer betrog. Daraufhin zog er sich aus Gützlaffs Arbeit zurück und gründete selbst eine kleine Evangelistenschule in Taiping, die er später nach Hoau in der Provinz Guangdong (Kanton) verlegte und für die er mehrere Lehrbücher und Traktate in chinesischer Sprache verfasste home meat tenderizer. Daneben zog er als Arzt und Prediger durch die chinesischen Städte und Dörfer, heilte und predigte, ließ auch die älteren Evangelisten predigen und gewann in weiten Kreisen das Zutrauen der Einheimischen.

Ab 1849 unterstützte ihn der Missionar Rudolf Krone. Ihre Ehefrauen, württembergische Pfarrerstöchter, nahmen sich der chinesischen Frauen an und gründeten Mädchenschulen. Während des Zweiten Opiumkrieges von 1856 bis 1860 mussten die Missionare ihre Arbeit unter Einschränkungen in Hongkong fortsetzen.

Nach Wiederaufnahme ihrer Tätigkeit in Hoau wurde Frau Krone schwer krank und das Ehepaar fuhr zurück nach Europa. Nach ihrer Genesung nach zwei Jahren starb Krone im November 1863 auf der Rückreise nach China. Während Genähr auf einen Ersatz wartete, um selbst Heimaturlaub nehmen zu können, brach in Hoau die Cholera aus. Er nahm eine schwer kranke Frau auf und pflegte sie gesund, aber die ganze Missionarsfamilie infizierte sich, und Genähr und zwei seiner Söhne starben. Ein überlebender Sohn, Immanuel Gottlieb Genähr wurde ebenfalls Missionar der Rheinischen Mission in China. Er übersetzte den russischen Schriftsteller Lew Tolstoi ins Chinesische.

sowie zahlreiche Übersetzungen deutscher Traktate

Sprogø

Sprogø er en liten, vernet dansk øy som ligger i Storebælt, tilhørende Slagelse kommune. Den ligger om lag midt i sundet, 6,7 km fra Sjælland og 8 km fra Fyn. Det opprinnelige navnet var Sproøe, av det gamle verbet spro (= å speide). Mens Sprogø behersket overfarten mellom Korsør og Nyborg, speidet man ikke minst etter pirater.

I dag er øyen en del av Storebæltforbindelsen, som knytter Fyn og Sjælland sammen med broer og tunnel. Under konstruksjonen av forbindelsen ble øyen kraftig utvidet fra 38 til 153 hektar. Øyen har ingen bosetting, men blir brukt av «Sund og Bælt» fabric razor, selskapet som eier og driver broene. Øyen er også et naturreservat, og det blir ofte arrangert turer hit.

Sprogø er formet av is, hav og mennesker gjennom 15 000 år. De hatteformede bakkene, slik som Fyrtårnsbakken, er formet langs en iskant som for 15-13 000 år siden strakte seg fra Langeland til Halsskov. I senere årtusener utgjorde Sprogø bare et høydedrag inne i et utstrakt fastland, som frem mot 6500 f.Kr. langsomt ble oppslukt av en stor havstigning som dannet Storebælt. Dermed kom Sprogø til å ligge sentralt midt i Storebælt, som base for bosetning og en bekvem mellomstasjon for seilas mellom landsdelene. De tidligste bøndene bosatte seg her omkring 4000 f.Kr. for å drive jordbruk, jakt og fiske, og Sprogø var siden bebodd i mange av Danmarks forhistoriske perioder.

På den opprinnelige delen av Sprogø står det bygninger igjen fra begynnelsen av 1100-tallet, en festning bygget av kong Valdemar den store football sock ties. Under anleggsarbeidet ble det gjort omfattende arkeologiske undersøkelser, og blant annet fant en ut at det hadde vært folk her for mer enn 8 000 år siden.

I 1070 skal Adam av Bremen ha skrevet: «Mellom Sjælland og Fyn ligger det en meget liten øy som kalles Sprogø. Den er et røverreir og en ren redsel for de forbifarende.» Sprogø ble på den tiden brukt som base av venderne til sjørøvertokter. Omkring 1170 lot Valdemar den store bygge et vakttårn på Fyrtårnsbakken som ledd i et system af riksborger som skulle sikre overfartene i Storebælt og beskytte mot de vendiske sjørøverne. Borgen, som var av såkalt kastelltype, hadde en firkantet yttermur, som avskjermet en borggård på omkring 26 x 32 meter, samt et firkantet tårn. Fundamentene ble reist av kampestein lagt i kalkmørtel. Dessuten ble det brukt munkestein, som dengang var et helt nytt byggemateriale. I Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie står: «At datiden la stor vekt på anvendelsen av dette nye materialet, synes blant annet å fremgå av den kjente innskriften på en blyplate som ble funnet i Valdemar den stores grav i Ringsted, der det særlig omtales at kongen bygget muren på Dannevirke og tårnet på Sprogø av brente murstein.»

Restene av den nordre delen av muren omkring Valdemars tårn fremstår i dag som fredet fortidsminne nedenfor fyrtårnet på nordsiden av Fyrtårnsbakken, og kan ses fra tog og bil. Arkeologer har funnet murverk som hører til det eldste kjente mursteinsbyggeriet i Danmark.

Sprogø omtales som et av kongens mange jaktområder i kong Valdemars jordebok fra omkring 1230.

Sagnet forteller at den fredløse Marsk Stig benyttet Sprogø som base for sjørøvervirksomhet etter kongemordet i 1286.

Korsørs eldste kjøpstadsrettigheder skal være gitt i 1425 av Erik av Pommern, og innbefattet «Fægang paa Sprogø», dvs fritt beite på øyen.

Omkring 1520 bosatte Christian II hollandske bønder på Sprogø, hvis etterkommere drev jordbruk der i bortimot 120 år.

Kong Frederik II befalte i 1572 at det skulle bygges et hus for nødstedte reisende på Sprogø, så de var sikret kost og losji. Han hadde selv under en reise fra Kolding til København i 1569 opplevd å sitte landfast på Sprogø uten å få verken vått eller tørt. Hans sønn Christian IV overnattet i losjiet under en reise i 1620. I 1810 satte engelskmennene fyr på alle Sprogøs bygninger, og under sin hjemreise fra forhandlinger om Kielfreden, tilbrakte Frederik VI i februar 1814 fem døgn på Sprogø under kummerlige forhold. I mai samme året fikk Generalpostdireksjonen ordre om å kjøpe Sprogø av stamhuset Juelsberg, og hente fem bindingsverksbygninger fra Korsør til losji for reisende. I 1822 fik postvesenet oppført en bygning kalt «Hotellet» med ti værelser for «penere reisende», og tyve loftsrom til resten bottled water bottles. I 1853 var prisen for en overnatning på Sprogø i egen seng 64 skilling, men delte man seng med en annen, var prisen bare 48 skilling på hver. Plass i hengekøye eller på madrass kostet 32 skilling.

Ludvig Holberg måtte under en overfart i 1709 selv overnatte på Sprogø. Han var ikke særlig fornøyd med forholdene, og sitatet i overskriften er hans. Den eneste sengen man kunne tilby reisende, kostet hele to riksdaler.

Fyret som sees på bildet, ble bygget av posttjenesten i 1868 og erstattet det eldre fyret fra 1809. Det ble bygget på fundamentet til festningen fra 1100-tallet.

På 1900-tallet var Sprogø eid av de Danske Statsbaner og tjente som telegrafstasjon og mellomstasjon for isbåtene, når Storebælt frøs til i kalde vintre. I 1922 ble Sprogø forpaktet og dannet rammen om et hjem som «De Kellerske Anstalter» drev for kvinner som var umyndiggjort på grunnlag av evneveikhet, men som i virkeligheten ofte bare – ut fra datidens moralbegreper – ble ansett som seksuelt løsaktige av myndighetene. Stifteren Christian Keller, som også opprettet Livø-anstalten for menn, definerte dem i 1919 som «…den klassen av lett åndssvake kvinner, hvis erotikk frembyr en vesentlig fare i det frie samfunn for utbredelse av kjønnssykdommer». Et tvangsophold på hjemmet varte gjennomsnittlig om lag syv år. Der var plass til rundt femti kvinner.

I et leserbrev i Politiken i april 1922 skrev formannen for Den antropologiske komité, Søren Hansen, om nødvendigheten av å opprette anstalten: «…særlig fordi det avkommet de bringer til verden, gjennomgående er av meget ringe kvalitet», og at øy-anstaltens «viktigste oppgave nettopp skal være å forminske den store økonomiske byrden som det åndelig defekte avkommet er for samfunnet, og at den altså i det lange løp skulle lønne seg». Doktor i spesialpedagogikk Birgit Kirkebæk har skrevet Sprogø-jentenes historie, basert på atten journaler. Jussi Adler-Olsen har skrevet kriminalromanen Journal 64, også basert på forholdene ved kvinnehjemmet.

På Sprogø var kvinnene isolert fra resten av samfunnet, og drev Sprogø som landbrukseiendom. Kvinnehjemmet på Sprogø fungerte i knapt førti år, idet den siste kvinnen forlot anstalten 1. april 1961.

Før Sprogø blev landfast i 1997 var det en 0,38 km² stor øy. Etter etableringen av broanleggene er arealet omtrent firdoblet til 1,52 km². Sprogø fyr ble fredet i 1987, et år før vedtaket om Storebæltsbroen i Folketinget. Broprosjektet har derfor måttet ta hensyn til det gamle fyrtårnet, selv om det ikke er mulig å stanse og besøke det.

Marquess of Ailesbury

Marquess of Ailesbury, in the County of Buckingham, ist ein erblicher britischer Adelstitel in der Peerage of the United Kingdom.

Der Titel bezieht sich auf den Ort Aylesbury in Buckinghamshire.

Der Titel wurde am 17. Juli 1821 für Charles Brudenell-Bruce, 2. Earl of Ailesbury geschaffen.

Am 18. März 1664 wurden dem Ur-urgroßvater des 1. Marquess, Robert Bruce football sock ties, 2. Earl of Elgin in der Peerage of Scotland die Titel Earl of Ailesbury, in the County of Buckingham, Viscount Bruce, of Ampthill in the County of Bedford und Baron Bruce, of Skelton in the County of York, verliehen, alle als Titel in der Peerage of England. Für seinen Sohn Charles Bruce, 3. Earl of Ailesbury wurde am 17. April 1746 der Titel Baron Bruce, of Tottenham in the County of Wilts, in der Peerage of Great Britain geschaffen, mit dem besonderen Vermerk, dass dieser Titel auch an seinen Neffen, Thomas Brudenell, den jüngster Sohn seiner Schwester Elisabeth Bruce und ihres Gatten George Brudenell, 3. Earl of Cardigan, vererbbar sei. Beim Tod des 3. Earl of Ailesbury 1747, erloschen die englischen Titel u of a football uniforms, während sein Neffe Thomas Brudenell, der Vater des späteren 1. Marquess, die Baronie Bruce erbte. Die schottischen Titel fielen an seinen Verwandten Charles Bruce, 5. Earl of Elgin.

Thomas Brudenell, 2. Baron Bruce nahm mit königlicher Erlaubnis von 1767 den Namen Bruce in seinen Nachnamen auf. Am 10. Juni 1776 wurde er in zweiter Verleihung zum Earl of Ailesbury, in the County of Buckingham, in der Peerage of Great Britain erhoben.

Von seinem Vater hatte der 1. Marquess somit 1814 die Titel Earl of Ailesbury (1776) und Baron Bruce (1746) geerbt. Gleichzeitig mit der Marquesswürde wurden ihm 1821 die nachgeordneten Titel Earl Bruce, of Whorlton in the County of York und Viscount Savernake, of Savernake Forest in the County of Wilts in Peerage of the United Kingdom verliehen.

1868 erbte der 2. Marquess von seinem verstorbenen Verwandten James Brudenell, 7. Earl of Cardigan die Titel Earl of Cardigan (1661), Baron Brudenell, of Stonton in the County of Leicester (1628) soccer socks online, sowie die Baronetwürde of Deene in the County of Northampton. All diese Titel gehören zur Peerage bzw. Baronetage of England.

Von 1776 bis 1821 führte der älteste Sohn und Titelerbe (Heir apparent) des Earl of Ailesbury den Höflichkeitstitel Lord Bruce. 1821 bis 1868 führte der Heir Apparent des Marquess of Ailesbury den Höflichkeitstitel Earl Bruce und dessen Heir Apparent den Höflichkeitstitel Viscount Savernake. Seit 1868 Heir Apparent des Marquess den Höflichkeitstitel Earl of Cardigan, dessen Heir Apparent den Höflichkeitstitel Viscount Savernake.

Titelerbe des aktuellen Marquess (Heir Apparent) ist dessen Sohn David Michael James Brudenell-Bruce, Earl of Cardigan (* 1952).
Dessen Erbe (Heir Apparent) ist wiederum sein Sohn Thomas James Brudenell-Bruce, Viscount Savernake (* 1982).

Isoflurane

Isoflurane is a halogenated ether used for inhalational anesthesia. Together with enflurane and halothane, it replaced the flammable ethers used in the pioneer days of surgery. Its name comes from being a structural isomer of enflurane, hence they have the same empirical formula. It is a racemic mixture of (R)- and (S)-optical isomers glass travel bottles. Its use in human medicine is now starting to decline, being replaced with sevoflurane, desflurane, and the intravenous anaesthetic propofol. Isoflurane is still frequently used for veterinary anaesthesia.

Isoflurane is always administered in conjunction with air and/or pure oxygen. Often nitrous oxide is also used. Although its physical properties imply that anaesthesia can be induced more rapidly than with halothane, its pungency can irritate the respiratory system, negating this theoretical advantage conferred by its physical properties. It is usually used to maintain a state of general anesthesia that has been induced with another drug, such as thiopentone or propofol. It vaporizes readily toothpaste dispenser singapore, but is a liquid at room temperature football sock ties. It is completely nonflammable.

It is on the WHO Model List of Essential Medicines, the most important medications needed in a health system.

Animal studies have raised safety concerns of certain general anesthetics, in particular ketamine and isoflurane in young children. The risk of neurodegeneration was increased in combination of these agents with nitrous oxide and benzodiazepines such as midazolam. Whether these concerns occur in humans is unclear.

Concerns exist with regard to the relationship between administration of isoflurane and postoperative cognitive dysfunction (POCD), for which the elderly are especially vulnerable.

Biophysical studies using state-of-the-art NMR spectroscopy has provided molecular details of how inhaled anesthetics interact with three amino acid residues (G29, A30 and I31) of amyloid beta peptide and induce aggregation. This area is important as “some of the commonly used inhaled anesthetics may cause brain damage that accelerates the onset of Alzheimer’s disease”.

Similar to many general anesthetics, the exact mechanism of the action has not been clearly delineated. Isoflurane reduces pain sensitivity (analgesia) and relaxes muscles. Isoflurane likely binds to GABA, glutamate and glycine receptors, but has different effects on each receptor. It potentiates glycine receptor activity, which decreases motor function. It inhibits receptor activity in the NMDA glutamate receptor subtypes. Isoflurane inhibits conduction in activated potassium channels. Isoflurane also affects intracellular molecules. It activates calcium ATPase by increasing membrane fluidity. It binds to the D subunit of ATP synthase and NADH dehydrogenase.

The average lifetime of isoflurane in the atmosphere is 3.2 years, its global warming potential is 510 and the yearly emissions add up to 880 tons.