Cleve Council

Koordinaten: Der District Council of Cleve ist ein lokales Verwaltungsgebiet (LGA) im australischen Bundesstaat South Australia. Das Gebiet ist 4 how can i tenderize steak.507 km² groß und hat etwa 1.700 Einwohner.

Cleve liegt auf der Eyre-Halbinsel am Spencer-Golf und ist etwa 240 km Luftlinie von der Metropole Adelaide entfernt. Das Gebiet beinhaltet 19 Ortsteile und Ortschaften: Arno Bay, Boonerdo, Boothby, Campoona bamboo socks wholesale, Caralue, Cleve dress socks cheap, Darke, Darke Peak, Jamieson, Kielpa where can i buy football shirts, Mann, Murlong, Pascoe, Roberts, Rudall, Smeaton, Verran, Wharminda und Yadnarie. Der Verwaltungssitz des Councils befindet sich in der Ortschaft Cleve im Osten der LGA, wo etwa 750 Einwohner leben.

Der Council von Cleve hat acht Mitglieder, die sieben Councillor und der Vorsitzende und Mayor (Bürgermeister) des Councils werden von den Bewohnern der LGA gewählt. Cleve ist nicht in Bezirke untergliedert.

Throwdown (Glee)

Throwdown er den syvende episode af den amerikanske tv-serie Glee. Episoden blev vist på Fox den 14. oktober 2009. Den blev instrueret af Ryan Murphy og er skrevet af Brad Falchuk. Episoden inkluderer et sammenstød mellem korlederen Will Schuester (Matthew Morrison) og cheerleadertræner Sue Sylvester (Jane Lynch), imens hun er udnævnt, som medleder af koret. Sue prøver at vende kormedlemmerne imod Will, samtidig med at Wills kone Terri (Jessalyn Gilsig) presser hendes gynækolog ind i hemmelig aftale med hende omkring hendes falske graviditet.

Episoden har coverversioner af fem sange. Studieoptagelser af fire af sangene blev udgivet som singler, til rådighed for digital download, og var også inkluderet på albummet Glee: The Music, Volume 1. “Throwdown” blev set af 7.650.000 amerikanske seere og modtog blandede anmeldelser fra kritikerne. Graviditetshistorien blev kritiseret af både Ken Tucker fra Entertainment Weekly og Shawna Malcom fra Los Angeles Times. Raymund Flandez fra The Wall Street Journal var uimponeret af Quinns soloversion af The Supremes’ “You Keep Me Hangin’ On”, hvor gruppens version af “Keep Holding On” generelt er bedre modtaget af anmeldere.

Da cheerleadertræner Sue Sylvester bliver medleder af McKinley Highs showkor, splitter hun koret i to i håb om, at at de studerende vender sig imod korlederen Will Schuester. Sue tager de studerende, Santana, Artie, Kurt, Tina, Mike, Mercedes og Matt, som er en del af et mindretal med over i hendes gruppe, og efterlader Finn, Rachel, Quinn, Puck og Brittany i en gruppe ledet af Will. Sue navngiver hendes del af klubben som “Sues Kids” og forsøger at overbevise dem om, at Will diskriminerer eleverne, ved kun at dem synge backup. Will gør gengæld ved at dumpe alle Sues cheerleaders i spansk, som kun forværrer deres fjendtligheder.

Quinn og Finn tager sammen til hendes ultralydscanning, og de finder ud at, at hun venter en pige. Finn, forsøger at være støttende, antyder, at de skal navngive barnet Støvregn, men Quinn er ubøjelig personalized football t shirts, da hun vil adopterer barnet væk, og er irriteret over hans manglende forståelse. Will where to get cheap socks, træt af sin kone Terri, som ikke vil lade ham deltage i graviditeten, laver en aftale med Terris gynækolog, så han kan se deres egen baby på ultralyd. Med hjælp fra sin søster Kendra (Jennifer Aspen), afpresser Terri hendes læge ind i en forfalskning af scanningen, ved hjælp Quinns ultralydsDVD, med henblik på fortsat at skjule det faktum, at hun ikke er rigtig gravid. I mellemtiden konfronterer Quinn vredt Rachel om hendes forhold til Finn og truer hende. Rachel konfronterer Quinn, om at være en spion i koret for Sue og fortæller hende, at hun vil blive smidt af Cheerios, når Sue finder ud af, at hendes gravid.

Skolereporter Jacob Ben Israel (Josh Sussman) opdager nyheden om Quinns graviditet. For at beskytte Quinn og sikre at Jacob vil ikke udgive historien, indvilliger Rachel i at give ham hendes undertøj. Da begge dele af koret iscenesætte en arbejdsnedlæggelse i protest mod Sue og Wills konstante slåskampe, fratræder Sue som medleder. Sue opdager undertøjet i Jakobs skab og grunden dertil. Hun afslører sin viden om graviditeten overfor koret, og fortæller dem, at hele skolen snart vil vide det. Quinn bryder sammen i gråd, og New Directions laver en opførelse af “Keep Holding On” for at vise deres støtte til hende.

Episoden blev skrevet af seriens skaber Brad Falchuk og instrueret af medskaber Ryan Murphy. De tilbagevendende figurer, der optræder i “Throwdown” er Principal Figgins (Iqbal Theba), Terris søster Kendra Giardi, hendes gynækolog Dr. Wu (Ken Choi), skolereporter Jacob Ben Israel, og klubmedlemmer Santana Lopez, Brittany Pierce, Matt Rutherford og Mike Chang. Amy Hill gæstestjerner som Dr. Wus rival i gynækologi, Dr. Chin.

“Throwdown” har versioner af “Hate on Me” af Jill Scott, “No Air” af Jordin Sparks, “You Keep Me Hangin’ On” af The Supremes, “Keep Holding On” af Avril Lavigne, og “Ride wit Me” af Nelly.. Studieoptagelser af “Hate on Me”, “No Air”, “You Keep Me Hangin’ On” og “Keep Holding On” blev udgivet som singler , til rådighed for digital download, og er også inkluderet på albummet Glee: The Music, Volume 1. “No Air” kom ind som nummer 52 på hitlisten i Australien, og som nummer 65 i Amerika og Canada,, mens “Keep Holding On” nåede op som nummer 56 i Australien og USA, og som nummer 58 i Canada. “Ride with Me” blev indspillet live i episoden, da Murphy “ønskede at få chill vibe where can i buy football shirts, at anspore -af-the-moment sang”. ifølge Shum, Jr.

“Throwdown” blev set af 7.650.000 amerikanske seere og opnåede en bedømmelse på 3,4 ud af 9 i aldersgruppen 18-49. Det var den 26. mest sete show i ugens løb i Canada, med 1,4 millioner seere. I Storbritannien blev episoden set af 2.066.000 seere (1.674.000 på E4, og 388.000 på E4+1 ), og blev den mest sete show på E4 og E4+1 for denne uge, og den mest sete show på kabeltv for ugen, såvel som den mest sete episode af serien på det tidspunkt. Episoden fik blandede anmeldelser fra kritikerne. Mike Hale fra New York Times mente, at: “De studerende er temmelig gode musikalsk, og de voksne er under gennemsnittet i en dramakomedie” som “understregede showets stigende dobbelte natur”. Wendy Mitchell fra Entertainment Weekly anså episoden som “lys”, mens Shawna Malcom fra Los Angeles Times kaldte “Throwdown” “måske Glees skarpeste episode endnu” og beskriver den som “propfyldt med standout scener”. Eric Goldman fra IGN bedømt episode 8.8/10, og kritiserer den for, at have “alt for alvor, sukrede øjeblikke”, men kommenterer, at det var en “stor eksempel” på Glee, som “bare prøver at være pokkers morsomt”.

Lynchs præstation som Sue har tiltrukket ros, hvor Raymund Flandez fra The Wall Street Journal og Liz Pardue fra Zap2it kaldte hendes præstation, som Emmy-værdig. Entertainment Weekly skribent Ken Tucker kaldte hende “den største Broadway-musical skurk nogensinde, som er gæstestjerne i en tv-serie”, og anså “Throwdown” som “muligvis den bedste udstillingsvindue endnu for Jane Lynch”,, mens Malcom roste samspillet mellem Lynch og Morrison, og skriver, at deres scener sammen “knitrede med elektrisk humor”. Graviditetshistorien trak kritik, hvor Tucker mente at det “næsten afsporede en ellers fremragende episode” og skriver: “Der må være en bedre måde at jorde serien i en alvorlig plot-line, som får dig til at ønske, at det graviditetsplot bare var en ikke-musikalsk drømmesekvens.” Malcom kritiserede også historien, der spørger, om det kunne “bare gå væk allerede?” og skriver, at hendes tålmodighed med det er brugt.

De musikalske forestillinger fik blandede anmeldelser. Flandez anså verionen af “Keep Holding On” som en “følelsesmæssigt tilfredsstillende showstopper”, men var kritisk overfor Quinns version af “You Keep Me Hangin On”, som han kaldte den “tynd og skurrende”. Mitchell nød duetten med “No Air”, men følte dog at det ville være rart at se karakterne foruden Finn og Rachel komme foran, da Finn og Rachel tager de fleste sange. Gennemgangen af musikalske forestillinger i serien endtil den 21. oktober 2009 vurderede Denise Martin fra Los Angeles Times at sangen “Hate On Me” var den fjerde bedste præstation til dato, og skrev, at Riley: “blæste [hende] væk.”

Grace Ogot

Œuvres principales

Compléments

Grace Ogot, née le et morte le , était un auteur kényan de nouvelles et de romans cool football jerseys. C’est aussi le premier auteur féminin de ce pays à avoir gagné une renommée internationale et à avoir des romans publiés par la East African Publishing House.

Née Grace Emily Akinyi le à Asembo (en), non loin de Bondo, elle est la fille de Joseph Nyanduga, un Luo convertit très tôt à l’anglicanisme.

En 1959, elle épouse l’historien et professeur Bethwell Allan Ogot, aussi un Luo, avec qui elle a quatre enfants.

Elle décède le , à l’âge de 84 ans, à l’hôpital de Nairobi (Nairobi Hospital) des suites d’une maladie.

Après des études fondamentales à la Ng’iya Girls’ School, où son père est instituteur, puis secondaires à la Butere High School, elle réussit ses études d’infirmière. Elle exerce ce métier dans les années 1950 en Ouganda et en Grande-Bretagne.

C’est alors que sa carrière suit différentes voies ; elle travaille comme sage-femme à l’hôpital de Maseno, comme professeur au collège universitaire pour la santé et les sciences de Makerere (en), comme présentatrice et journaliste entre 1959 et 1960 à la BBC avant de devenir présentatrice d’un magazine hebdomadaire radiodiffusé en langues luo et swahili à la Voice of Kenya broadcasting Company hip packs for running. Elle devient ensuite responsable du département des relations publiques à la ville de Kisumu tout en ouvrant deux boutiques de mode à Nairobi connues sous le nom de Lindy’s. Toujours insatiable d’expériences, elle occupe encore un poste de direction, toujours dans les relations publiques, à la Air India Corporation of East Africa.

En 1975 football shirts wholesale, sa carrière prend alors une tournure plus politique. Elle devient un des cinq représentants du Kenya à l’Assemblée générale des Nations unies puis membre de la délégation kényane à l’UNESCO. De 1985 à 1992, elle est l’une des première femmes parlementaires au Kenya en devenant la représentante à l’Assemblée nationale de la circonscription de Gem et la seule assistante féminine dans le Cabinet du Président Daniel Arap Moi.

Entre temps, elle est aussi un des membres fondateurs de la Writers’ Association of Kenya.

On peut estimer que Grace Ogot est l’un des plus grands auteurs de l’Afrique. Son style d’écriture est composé d’évocations vives et figurées à propos des formalités existants dans les échanges interpersonnels africains traditionnels qui sont régies par le protocole et le symbolisme.

Ses premières œuvres sont directement déterminées par la dualité entre la tradition des histoires séculaires, racontées par sa grand-mère where can i buy football shirts, et la modernité des lectures bibliques, faites par son père ainsi que largement puisées dans ses expériences acquises dans le domaine infirmier. Ainsi, son premier roman, The Promised Land, explore la question du mariage au Kenya dans les années 1930 et, plus particulièrement, le rapport d’une femme avec son mari. Elle y considère également la relation entre le passé et le présent dans la médecine traditionnelle et moderne. Plusieurs de ses histoires ont pour fond scénique le lac Victoria et les traditions des Luo. Sa prose est évocatrice du folklore traditionnel comme dans The strange bride, un roman au sujet du caractère mystique et provocateur d’une jeune-femme dans l’ancien « Luoland » (Pays luo) et écrit à l’origine en langue luo. The graduate est également un roman décrivant les complexités de l’émigration qui narre l’histoire d’un protagoniste quittant les États-Unis pour le Kenya après avoir achevé ses études.

Ses relations littéraires sur la culture des Luo pendant les périodes pré et post-coloniales sont d’une grande plus-value sociologique.

Nouvelles

Romans

En 1974, elle est interviewée par Lee Nichols pour la radio Voice of America Radio Broadcast. Une copie est disponible à la The Library of Congress (Voice of America radio series « Conversations with African writers », no 23) et est également transcrite dans le livre Conversations with African Writers (Washington, D.C. : Voice of America, 1981), p. 207-216, (OCLC ).

Campeonato manomanista

El Campeonato Manomanista es la máxima competición de la pelota mano profesional. Fue creada en 1940, cuando la Federación Española de Pelota de reciente creación, decidió poner en marcha un torneo oficial para dilucidar quien era el mejor pelotari en el mano a mano where can i buy football shirts. Con anterioridad existía la figura del campeón manomanista, pero se trataba de un título oficioso y honorífico que no estaba respaldado por ninguna federación oficial. Ese título no se ponía en disputa en ningún campeonato oficial, sino que se obtenía superando al anterior campeón en un duelo mano a mano, según ciertas reglas que estaban marcadas por la tradición.

A partir de su constitución oficial en 1940, en sus inicios se disputaba cada dos años, pasando a disputarse anualmente desde 1950. El primer campeón fue el mítico pelotari Atano III, a la edad de 36 años, siendo el también mítico Retegi II, el pelotari que atesora mas txapelas con un total de 11, logrando las nueve primeras ininterrumpidamente.

Hasta la edición de 1995 el sistema de competeción era de escalera where to get cheap authentic jerseys, en el que el ganador del año anterior esperaba en la final a su rival y así progresivamente en todos los peldaños, respetándose por tanto el lugar del escalafón que se alcanzaba en cada edición. Desde ese año el sistema de competición ha sufrido diversas modificaciones pero siempre con un sistema similar al que se disputa en los torneos de tenis, en la actualidad los cuatro semifinalistas del año anterior esperan a sus rivales en los cruces de cuartos de final. Al ganador del manomanista se le entrega una txapela como símbolo y trofeo por su victoria.

Desde el año 1957 se disputa paralelamente el denomindado Manomanista de 2ª, reservado para pelotaris debutantes y de menor nivel, que no alcanzan el nível de los pelotaris que juegan en los partidos estelares de los festivales de pelota, como así se denomina a los partidos, suelen ser dos o tres, que se disputan los fines de semana y festivos en los frontones. Tradicionalmente el vencedor del Manomanista de 2ª al año siguiente tiene derecho a disputar el también denominado Manomanista de 1ª.

(1) Aunque Felipe disputó la final del torneo, el subcampeón del mismo fue Atano VII, ya que los pelotaris y la Federación llegaron a un acuerdo por el cual los tres primeros clasificados se decidirían en virtud de dos partidos, la semifinal Atano VII-Felipe y la final Atano III-Felipe. Al perder Felipe ambos partidos; Atano III fue declarado campeón, y Atano VII subcampeón.

(2) Gallastegui renuncio a jugar la final por discrepancias económicas con la Federación Española de Pelota Vasca y por el cambio de celebrar el torneo anualmente y no cada dos años como hasta entonces se celebraba.

(3) Lajos no se presentó en la final tras no concederle el aplazamiento solicitado por problemas musculares.

(4) Retegui I no pudo jugar la final por mal de manos.

(5) En la edición de 1999 se disputaron dos torneos por la falta de acuerdos entre las dos empresas de pelota mano, ASPE y Asegarce.

(6) Sustituye a Bengoetxea VI, lesionado.

Kościół Ewangelicko-Luterski w Polsce Zachodniej

Kościół Ewangelicko-Luterski w Polsce Zachodniej (niem. Evangelisch-lutherische Kirche in Westpolen) – staroluterański związek wyznaniowy istniejący w II Rzeczypospolitej w Wielkopolsce, na Kujawach i na Pomorzu. Powstał w oparciu o znajdujące się na obszarze państwa polskiego dawne parafie staroluterańskie. Siedziba do 1935 roku była w Rogoźnie, następnie do 1939 roku administracyjnym centrum kościoła był Toruń.

Pierwsze zbory staroluterańskie powstały w Wielkopolsce i na Pomorzu w 1836. Działały na podstawie koncesji generalnej króla pruskiego z dnia 23 lipca 1845 dla luteran trzymających się z dala od wspólności z Ewangelickim Kościołem krajowym (Zbiór ustaw pruskich s. 516). Po odzyskaniu przez Polskę niepodległości parafie objęte granicami państwa polskiego oddzieliły się od dotychczasowej zwierzchności kościelnej we Wrocławiu where can i buy football shirts.

Na początku okupacji hitlerowskiej 16 listopada 1939 utworzono Kościół Ewangelicko-Luterski Narodowości Niemieckiej w Zachodnim Kraju Warty (Evangelisch-lutherische Kirche deutscher Nationalität im Warthegau-West) i włączono do niego większość parafii staroluterańskich Kościoła działającego w II Rzeczypospolitej wool defuzzer.

Po zakończeniu wojny na mocy ustawy z dnia 4 lipca 1947 r. w sprawie zmiany dekretu Prezydenta Rzeczypospolitej z dnia 25 listopada 1936 r. o stosunku Państwa do Kościoła Ewangelicko-Augsburskiego w Rzeczypospolitej Polskiej parafie staroluterańskie zostały włączone do Kościoła Ewangelicko-Augsburskiego w RP.

Staroluteranizm głoszący ideę „wolnego Kościoła” starał się być w systemie zarządzania sprawami kościelnymi niezależny od decyzji władzy państwowej how to tenderize meat with a mallet. Ustrój Kościoła w Polsce określony został w przyjętym samodzielnie w 1920 statucie. Najwyższą władzą kościelną był synod złożony ze wszystkich pastorów, świeckich delegatów (po jednym z każdego „okręgu zborowego”) i członków konsystorza. Synod, zbierający się co dwa lata, wybierał konsystorz jako władzę wykonawczą na czele z superintendentem generalnym jako zwierzchnikiem Kościoła. Urząd ten pełnił w latach 1920-1935 ks. Reinhold Büttner, a w latach 1935-1939 Theodor Brauner.

Według danych opublikowanych w 1937 Kościół posiadał parafie w następujących miejscowościach: